/* Thereses blog

Thereses blog

The life of a female computer science student.

torsdag den 21. august 2008

Specialebloggen flytter

Nu er jeg endelig fået flyttet min specialeblog over på det nye domæne omblogs.dk - istedet for mit gamle wordpress-domæne. Det er dybt nødvendigt at få flyttet bloggen for jeg skal snart til at lave et eksperiment på den, som kræver noget mere kontrol end den sandkasse, som wordpress.com tilbyder.

Det har taget sin tid, fordi jeg har haft så meget at se til med bryllup og meget snart også bryllupsrejse. Og jeg har stadig travlt. Det hele skal jo passes selv om jeg skriver speciale her i august - JAOO bloggen kører stadigvæk, version2 har lige re-lancheret sidste års JAOO-blog og jeg burde bidrage, men min hjerne er så dybt begravet i specialet, at jeg ikke kan tænke på særligt meget andet.

Det er en anelse hårdt at skrive speciale. Det er i høj grad arbejde, hvor man skal tænke kreativt, få noget hårdt arbejde fra hånden og man bliver dybt begravet i noget, som ikke ret mange forstår. Suk. Jeg kan til tider gribe mig selv i at glide ud af en hverdagssamtale med manden eller en af veninderne og indse, at jeg pludselig har hjernen indstillet på speciale i stedet for det jeg var i gang med. Jeg er lidt mere distræt end jeg plejer at være... Godt den snart står på bryllupsrejse. Ferie, ferie, ferie!

Etiketter: , , , , ,


onsdag den 20. februar 2008

Fødselsdagsgave, som jeg ikke vidste jeg fik...

Så gik tingene op i en højere enhed...

Min interesse for blogs gør at jeg følger med i den danske blogverden og dermed også BlogMagasinet. Jeg er dog lidt bagefter med at følge med og det er først i dag, at jeg har fået lyttet til en podcast som de udgav på min fødselsdag d. 12 februar. Jeg blev lidt overrasket, da Karen Mardahl i et interview med BlogMagasinet (altså i ovennævnte podcast) nævnte mig og min ide med YouTube-videoer om it-kvinder og derudover også nævnte vores it-camp for piger og version2. Det kan man da sige er at få alle ting til at gå op i en højere enhed. Fantastisk.

Det, jeg synes er den bedste gave er, at det betyder, at nogle af it-kvinderne i Webgrrls har lagt mærke til nogle af de tiltag som jeg har stået for og de ideer jeg har fremsat. Det er så dejligt!

Nåh ja, og så linker BlogMagasinet til min blog om blogs i deres blogroll :-). Yay.

Etiketter: , , , ,


mandag den 31. december 2007

Hvad vil 2008 bringe?

Her på årets sidste dag inden champagnepropperne springer, er det tid til lidt navlepilleri fra min side.

Jeg kan se tilbage på et 2007, som ændrede meget for mig. Jeg er næsten færdig med mit studie (et år kan hurtigt gå), og derfor er jeg begyndt at kigge videre og overveje, hvad jeg vil bagefter. Jeg har ikke helt vænnet mig til tanken om at blive færdig, men i 2007 begyndte mine arbejdsopgaver udenfor studiet at bliver rigtig interessante og derfor har jeg vænnet mig til tanken om at studiet på et tidspunkt ikke længere skal være omdrejningspunkt for min verden :-). Forhåbentlig vil 2008 give endnu flere arbejdsopgaver af den rigtige kaliber. Jeg har et mål om at komme til at arbejde mere med blogs i 2008 og indtil videre er udsigterne gode. Jeg har en jobsamtale i starten af januar, så det nye år har potentiale.

2007 var året hvor jeg begyndte at blogge. Jeg har nu blogget i ca. 9 måneder og i den tid er jeg "gået professionel". Et af mine fritidsjob er at skrive blogindlæg til it-avisen version2. Jeg ser rigtigt meget potentiale i version2 og der er ingen tvivl om at det job har åbnet døre for mig. Det har ført til flere jobtilbud, fornøjelsen af gode bloggerkolleger, en nominering til e-jour prisen og jeg bliver genkendt "på gaden" (har endda mødt en som kunne citere et af mine blogindlæg). Efter at jeg tog beslutningen om at satse på at blogge har jeg besluttet at skrive speciale om blogs og her i slutningen af 2007 startet en blog "Om blogs". Der er også planer for at denne blog skal redesignes (lyserød er trættende i længden og forandring fryder) og at bloggen skal deles i to; En seriøs/faglig del og en "for sjov" del. Nu må vi se hvad det bliver til.

Blogs var noget af det jeg opdagede i 2007. Ikke bare som blogger, men også som læser. Jeg læste også blogs før 2007, men i år har det eskaleret. Jeg vil slet ikke fortælle hvor mange blogs jeg følger med i via min feedreader udover nyheder og andet godt. Det er skræmmende som jeg er blevet informationsjunkie.

2008 kommer til at bringe et bryllup. På vores tur til New York i år gik kæresten på knæ og jeg sagde ja. Det var så absolut højdepunktet i 2007. Det gælder faktisk hele turen til New York. Desværre er bryllupper dyre, så der bliver ingen tur til USA i år, men det vil helt sikkert blive mit nytårsforsæt alle år herefter - at tage tilbage til New York. I år går turen til en græsk ø - vi fik et usædvanligt godt tilbud fra et rejseselskab og kommer afsted 2 personer for 4000 kr. i en uge. Det kan der lige blive råd til.

En af de ting jeg var rigtig glad for at deltage i i 2007 var it-campen for piger. Det er blevet en mærkesag for mig at hjælpe med at udbrede kendskabet til, hvor godt det er at arbejde i it-branchen. Og så forsøger jeg at sikre mig flere kvindelige kolleger i fremtiden. Det er dog ikke sikkert at jeg får tid til at deltage som arrangør igen i 2008 - nu må vi se hvad fremtiden bringer. Jeg vil ikke brænde nogen broer, men samtidig kan jeg se på de tilbud jeg har fået i den sidste tid, at der er nok at tage sig til, som også er gode formål og samtidig bedre lønnet, mere interessant og rettet mod min karriere.

Dette år var også det sidste jeg havde som tutor. Der er slet ingen tvivl om at jeg har lært meget af at deltage i introduktionen af de nye studerende og at det faktisk er nogen af de organisatoriske og sociale evner jeg har haft brug for i mine jobs. De sidste to år har jeg kun deltaget i det praktiske arbejde omkring tutorjobbet og ikke haft en rushold. Jeg har trappet ned, så det forhåbentlig bliver nemmere at undvære. Det er nu stadig lidt trist for jeg føler jeg har meget at bidrage med til de nye studerende.

Nu bliver det endnu mere sentimentalt ;-). Jeg vil også se tilbage og være taknemmelig for at min familie og mine venner har haft det godt i 2007 og krydse fingre for at de har det godt i det kommende år. Omgangskredsen trives og den er blevet kraftigt udvidet i 2007 med flere mennesker udenfor universitetsverdenen.

2008 er året hvor jeg starter på mit speciale og forhåbentlig er 2008 året hvor jeg afleverer mit speciale. Hvis ikke så skal det senest være i januar 2009. Det er planen.

Mine nytårsforsætter er meget traditionelle. Det forestående bryllup giver mig motivationen for at tabe mig 2-5-10 kilo inden august på en sund måde. Jeg vil være sund, veltrænet og køn, når jeg nu allerede har alt andet kørende for mig ;-).

Et andet nytårsforsæt er ikke at holde op med at ryge (for jeg har aldrig røget), men så må det jo blive ikke at starte med at ryge. Jeg forventer ikke at det bliver svært.

Istedet har jeg et nytårsforsæt som jeg forventer bliver svært; jeg vil gerne finde ud af hvor jeg gerne vil hen med min karriere. Lige nu er der så mange muligheder at jeg bliver lidt forvirret over hvor jeg er på vej hen - jeg vil have kontrollen tilbage og være bevidst om hvordan mine beslutninger passer med det resultat jeg gerne vil opnå. Desværre står det ønskede resultat ikke helt klart for mig endnu. Nåh ja, jeg har hele 2008 til at finde ud af det.

Det var vist det. Jeg har ellers tænkt meget over hvilket blogindlæg man kunne skrive på den sidste dag i 2007 og skrevet et blogindlæg om det på min blog om blogs. I det indlæg foreslog jeg blandt andet at man kunne kåre nogen/noget som det bedste i 2007. Derfor vil jeg gerne kåre min kæreste Poul til at være den bedste kæreste i 2007, min familie til at være den bedste familie i 2007 og denne blog til at være den mest aktive blog jeg har haft i 2007.

Jeg foreslog også, at man skulle gætte på hvad 2008 byder på; Jeg vil gerne spå at 2008 bliver året hvor jeg bliver gift, finder ud af hvad jeg vil med min karriere og får umådeligt travlt. Det er alle kvalificerede gæt, som bygger på stor empirisk erfaring indenfor området ;-).

Jeg vil ikke lave en "best-of" Thereses blog her på årets sidste dag, men bare henvise til den top 10 jeg lavede i september, da bloggen fyldte ½ år. Google Analytics påstår godt nok at mit mest læste indlæg i år er det jeg skrev d. 1 december om ElfYourself, men den top 10 jeg lavede i september indeholder vist alligevel mine favoritter. I samme boldgade som ElfYourself vil jeg dog lige nævne ScroogeYourself for dem som ikke er glade små nisser. Jeg havde desværre ikke nogen billeder af mig selv, hvor jeg ikke smilede. (ScroogeYourself er lidt ustabil og kræver til tider flere refreshes af siden inden den loader ordentligt.)

Så er der kun tilbage at ønske mine bloglæsere et godt og spændende nytår! Og hvis du mangler lidt inspiration til nytårsaften, så kan du jo tage et kig på de drinkskort jeg har lavet.

Godt nytår!!!

Etiketter: , , , , , , , , , , , ,


tirsdag den 25. december 2007

UPDATE: Gmailsikkerhedsfejl skyld i domænetyveri

Dette er en opdatering til mit tidligere indlæg om domænetyveriet som David Airey har været udsat for her i december.

David har fundet ud af hvordan det kunne lade sig gøre. Det viser sig at Googles Gmail har haft en sikkerhedsfejl, som gav hackere adgang til at sætte filtre op, så mails med passwords og lignende sendes videre uden at det kan ses på mailkontoen. Jeg har skrevet lidt om det på version2, hvor du også får at vide hvordan du kan se om du er blevet ramt.

Etiketter: , , ,


mandag den 17. december 2007

Vild weekend

Jeg har ikke fået blogget så meget i weekenden, men det er der en naturlig forklaring på - jeg har simpelthen haft planer for hver eneste time siden i torsdags.

Fredag starter med launch af it-kvindegruppen på version2, gik videre over i forberedelse af præsentationen omkring blogs, som jeg skal holde i mit kursus i morgen mandag, lidt arbejde, et lille smut i fredagsbaren, lidt mere arbejde, spisning ude på Sidebar med et vennepar og kæresten (kan anbefales), lidt druk, lidt søvn, indkøb af fødselsdagsgaver og forberedelse til aftenens fødselsdagsfest, 30-års fødselsdag i Bredballe, druk, lidt søvn, 17-års fødselsdagsbrunch i Ølholm kl. 10, julehygge i Silkeborg kl. 14, aftensmad, arbejde, forberedelse af præsentation til i morgen og det var vist det jeg nåede indtil nu ;-). Der har bare næsten ikke været tid til at trække vejret.

Det bliver nu godt at få juleferie fra universitetet i morgen, så jeg kan koncentrere mig om julegaveindkøb og arbejdet.

Etiketter: ,


fredag den 14. december 2007

Jeg glæder mig til i morgen

I morgen kl. 10 går det løs...

Etiketter:


onsdag den 5. december 2007

Lidt for travlt

Nu er klokken over 5 og jeg er ikke kommet i seng endnu fordi jeg sidder og arbejder på noget for Alexandra Instituttet, som er vildt spændende.

I morgen har jeg et interessant møde på it-vest, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forberede mig til, fordi det er aftalt rent uformelt uden fast agenda.

Min verden er også oversvømmet med version2-ting, som jeg desværre først kan afsløre om et par uger, men så skulle der også være kul på hele julen igennem.

I IBM-verdenen er jeg heldigvis ovre et par af de store ting. Som jeg har nævnt her på bloggen var jeg i fjernsynet i søndags og det har jeg fået rigtig meget positiv opmærksomhed på indenfor IBM, hvilket jo er dejligt. Derudover er et projekt jeg har arbejdet på gået glat igennem: Vi donerer en masse PS3'er til DIKU og AAU. Jeg har også for nyligt skabt nogle kontakter i kryptoafdelingen, som jeg håber snart kan komme andre studerende til gode i form af foredrag på universiteterne. Det skal jeg have på plads inden det nye semester starter, men der er jo også god tid og eksamenstiden står først på kalenderen.

Etiketter: , , ,


søndag den 25. november 2007

Torsdag i selskab med version2

Jeg har ikke blogget i flere dage fordi jeg har været i København og egentlig til fest siden i torsdags.

Torsdag tog jeg toget til København og videre til min veninde Najas lejlighed, som jeg havde fået lov til at overnatte i mens jeg var i storbyen. Derefter tog jeg til version2s fødselsdag, hvor jeg mødte bloggere, læsere, journalister, community builders osv. til en reception med version2-kage, lidt forskellige snacks i bacon og champagne! Jeg havde det fantastisk med at møde folk, som jeg har debatteret med på nettet og jeg fik mødt mit store idol, Dorte Toft fra f.eks. it-bizzen. Dorte var den der foreslog at jeg skulle blogge for version2 og dermed blev hun afgørende for en stor del af min hverdag (f.eks. mit valg af speciale). Jeg fik også mødt Annette K. Nielsen, som Dorte skriver en bog sammen med og vi fik en god snak.

En af de nævneværdige jeg fik snakket med var også Torben Mogensen, som er studieleder for DIKU. Jeg fandt senere ud af at jeg faktisk har nævnt ham her på bloggen i forbindelse med hans compilerbog, som ligger gratis online. Vi har flere interesser til fælles end jeg lige troede.

Jeg mødte mange andre interessante mennesker - faktisk så mange at jeg blev helt forvirret (en effekt mange mennesker og champagne i kombination kan have). Jeg husker dog at jeg fik mødt Peter Toft og

Efter receptionen tog version2-folkene ud at spise sammen. Jeg fik især snakket med mine medbloggere Kåre Kjelstrøm, Peter Makholm og Anne-Sofie Nielsen, som alle er interessante mennesker. Der er også et par journalister, som jeg fik meget sjov ud af og min redaktør Vibeke Hjortlund er bestemt heller ikke kedelig. Synd hun forlader version2 til fordel for videnskab.dk.

Derefter stod den på en tur hjem med s-toget til Najas lejlighed, hvor det lykkedes mig at få et par timers søvn før jeg skulle på IBM om fredagen.

Etiketter: ,


tirsdag den 13. november 2007

Invitation til version2s fødselsdag

Hvis du alligevel er i København d. 22 november kan du jo overveje at kigge forbi version2s 1 års fødselsdagsreception.

Jeg skal i hvert fald derover og glæder mig til at møde nogen af de nye i blogteamet - der er kommet et par stykker til siden vi mødtes sidst. Blogteamet består jo af nogle sjove personligheder, så det skal nok blive sjovt at se dem og også at møde nogle af læserne og journalisterne på version2.

Etiketter:


torsdag den 8. november 2007

Nørd-fitness

Jeg skriver i øjeblikket på flere forskellige indlæg til min version2-blog, men den som jeg fik afsluttet i dag handler om fitness for nørder.

Jeg har lidt skriveblokering for tiden og derfor står denne blog også lidt stille, men jeg håber det snart vender, så jeg kan komme i gang med at skrive speciale og jeg mangler også stadig at færdiggøre del 3 af min eksamensopgave, som jeg skriver på for tiden. En stor del af min hverdag er centreret omkring at skrive, så det er meget frustrerende at have en blokering. Men så kan tiden jo bruges på at finde en kur på internettet eller bruge lidt tid på facebook. Facebook er et site man kan blive afhængig af :-).

Etiketter:


søndag den 28. oktober 2007

Øv, øv, øv - åbent hus på Katrinebjerg

Øv. Katrinebjerg holder åbent hus d. 22 november 16-18 - den dag jeg skal til version2s fødselsdagsfest i København. ØV - det er trælst at man ikke kan være 2 steder på en gang.

Jeg håber meget det er et arrangement, der gentager sig for initiativet er rigtigt godt og det er på tide at vi allesammen netværker lidt mere. Hvis jeg kunne deltage i arrangementet kunne det endda være at jeg få samlet lidt flere kontakter ind til mit speciale - nøj, hvor er jeg træt af, at jeg ikke kan komme med.

Etiketter: ,


tirsdag den 23. oktober 2007

Alice igen igen

Tilbage i maj skrev jeg om Alice - en 3d programmeringsverden for børn. I dag kiggede jeg så igen lidt på værktøjet for at se hvor langt Carnegie Mellon er nået med version 3.0, som inkluderer et samarbejde med EA om at bruge de populære The Sims-figurer. Hjemmesiden har fået et nyt look og det ser ud til at der er kommet meget mere struktur på projektet i forhold til sidst jeg kiggede.

Jeg har skrevet lidt om det til version2 her.

Etiketter: ,


torsdag den 18. oktober 2007

It-camp på version2

Jeg bloggede om it-campen på version2 både mandag og tirsdag. Onsdag aften blev desværre sovet væk.

Etiketter:


mandag den 15. oktober 2007

Version2 er for mænd

At tænke sig at jeg skulle komme til at skrive for version2, som en ny undersøgelse har kåret som det site med størst andel mænd, som læsere.

Så er det jo spændende om jeg kan blive ved med at skrive noget, som fænger de mandlige læsere, men et af mine mål er nu også at tiltrække nogle flere kvindelige. Mere om det tiltag senere.

Etiketter:


torsdag den 27. september 2007

JAOO-opsummering

Jeg har lige skrevet et indlæg på version2, som opsummering af de sidste 3 dage. Dagene er generelt gået alt for hurtigt, men der er jo heldigvis også tutorials de næste to dage.

I aften var der også generalforsamling i vores festforening og TK har fået ny bestyrelse. Tillykke til dem. Jeg var lidt ked af at jeg ikke kunne deltage lidt længere, men jeg skulle hjem og skrive.

Og nu vil jeg i seng - skal op om 6 timer.

Etiketter: ,


mandag den 24. september 2007

Jeg blogger på JAOO-bloggen

For tiden blogger jeg på JAOO-bloggen på version2.

Det er lidt hårdt at få tid til mens man er på konferencen, men jeg forsøger at skrive flere gange dagligt.

Etiketter: ,


torsdag den 20. september 2007

Akademisk indlæg på version2

Som et eksperiment har jeg skrevet om en artikel, jeg læser i min studiegruppe i et blogindlæg på version2. Det er lidt spændende om det får nogle læsere - det appelerer jo næppe til særlig mange, men jeg har forsøgt at spinne det lidt mere populært.

Overskriften blev: Vannevar Bush forudsagde blogs i 1945 - hvilket nok er lidt af et stræk, men ikke desto mindre er det et godt oplæg til eventuelle indvendinger :-).

Etiketter: ,


onsdag den 19. september 2007

IBMs gratis office

Du har vel hørt at IBM har valgt at arbejde på et "Microsoft Office"-alternativ bygget på OpenOffice (krydret med lidt Lotus). Alternativet hedder Lotus Symphony (stadig i Beta) og kan hentes her.

Jeg er lige ved at hente det lige nu og allerede nu vil jeg sige at IBM må gøre lidt mere ved brugervenligheden og æstetikken i deres download og installationsprocess. Nu bliver det så spændende at se selve produktet (jeg har selvfølgelig set OpenOffice, men hvad mon IBM tilføjer?).

Du kan se et screenshot fra Word-alternativet lige her:



Se version2s anmeldelse her. Det er Beta-versionen, som er tilgængelig nu, men det giver en vision for, hvad der kommer.

Etiketter: , , ,


torsdag den 13. september 2007

Inspiration på trods af sygdom

Jeg har haft en ren inspirationsdag med spændende mennesker og udfordringer. Det er nu ikke fordi jeg er helt ovenpå igen efter min sygdom, men med hovedpinepiller og sugetabletter kommer man langt.

Dagen udspillede sig i København - først hos IBM, hvor jeg fik lidt kvalitetstid med min kollega Naja og fik mødt min nye manager. Efter IBM stod den på bloggermøde hos version2, hvor jeg fik mødt den brogede flok af mennesker, som også blogger derinde. Vi fik snakket om nogle fornuftige ting og jeg fik lige et underfundigt smæk af redaktøren for at have skrevet et indlæg der hedder "Druk, hor og nøgenhed" om vores tutorforening (som blev trykt i papirudgaven af version2) - og ja, den var lidt billig, det må jeg indrømme. Undskyld til alle læsere.

Jeg er lige kommet ind af døren og om 10 timer har jeg mit første møde i morgen, så jeg må hellere komme i seng. Resten af dagen bliver nemlig også møder og arbejde - og forhåbentlig har jeg det så lidt bedre i morgen end jeg havde det i dag.

Etiketter: , ,


tirsdag den 11. september 2007

Jeg skal på JAOO!

Yes, jeg har lige fået bekræftet, at jeg skal på JAOO d. 23-28 september 2007.

Og jeg blogger om det hele på version2 :-).

Det kunne ikke være bedre - jeg glæder mig vildt meget. Jeg har desværre ikke været på JAOO før, men jeg har hørt meget godt om konferencen.

Etiketter: ,


mandag den 3. september 2007

Er nørden død?

Jeg er i syv sind omkring udtalelsen fra it-branchens direktør, der mener at outsourcing har overflødeliggjort danske programmører og at vi nu bare skal være ledere, der specificerer et produkt og sender opgaven til Indien eller Mexico eller hvor det nu bliver til.

Nu er det ikke just lovord jeg har hørt om outsourcing fra dem der har prøvet det - endnu. Jeg tror på at outsourcing kræver utroligt meget disciplin fra vores side og en forståelse for den anderledes programmørkultur der er i Indien og lignende steder. Der er både fordele og ulemper ved den type af autoritetstro og at løse en opgave bogstav for bogstav og ikke tænke over ånden i opgaven - men det kræver at man ved det, når man specificerer en opgave at sende til Indien. Jeg tror på at outsourcing kommer til at blive brugt i nogen grad i fremtiden, men at vi skal være meget selektive med de opgaver vi sender videre og sørge for at få konstant feedback - noget som både "Amanda" og agile udviklingsmetoder har lært os. Verden forandrer sig og et tæt samarbejde er nødvendigt. Dermed er der også stadig brug for den danske nørd til at samarbejde tæt med de indiske eller andre udefrakommende nørder.

Der er nogen gange en tendens til at it-ledere uden it-teknisk baggrund tænker på programmering som et håndværk, som kan udføres på samlebånd og dermed ikke kender til den grad af kreativitet, der ligger i programmering og den grad af kompleksitet der ligger i at levere et produkt ud fra en specifikation, som i sin natur vil være mangelfuld og som vil ændre sig hen ad vejen - fordi verden ændrer sig. Programmering er efter min mening både et håndværk og en kunst :-).

Jeg erkender, at jeg ikke er meget match for it-branchens direktør Jakob Lyngsø (som iøvrigt er uddannet svagstrømsingeniør), og han ved meget som jeg ikke ved og måske i den sammenhæng også hvorfor it-outsourcing er den danske nørds død, men lige nu har jeg ikke set argumenterne for at gå til begravelse.

Etiketter:


mandag den 6. august 2007

It-camp for piger 2007

Så fik jeg udgivet det version2indlæg jeg længe har arbejdet på om it-camp for piger i efterårsferien. Faktisk omskrev jeg hele indlægget i nat, fordi det var blevet alt for langt. Jeg må gemme detaljerne om campen til senere.

Etiketter:


torsdag den 2. august 2007

Tilbage til arbejdet

I dag sluttede min ferie for denne gang - jeg måtte tilbage til arbejdet.

Det resulterede i dette knudrede indlæg på version2 og en del IBMtimer (desværre ikke noget der kan viderefortælles - endnu). Jeg er også startet på mit næste version2indlæg, som kommer til at handle om it-camp for piger og måske får jeg nævnt it-natten. Jeg går også og roder med et indlæg med gode råd til dem der starter på datalogi, men overvejer stadig om publikummet er for snævert - det er det jo nok.

HK giver forresten kvinderne skylden for manglen på it-folk for tiden (ah, ikke helt, men det er også en måde at sige det på). Jeg har planer om at give de rødhårede skylden og måske nogle dværge for dem har jeg ikke set mange af på datalogi i Århus. De svigter os og hele it-branchen ;-)!

Min hjerne er dog ikke kommet helt tilbage fra ferie endnu - jeg har utrolig svært ved at formulere mig på skrift og mine tanker og historier bliver meget knudrede, hvilket jeg desværre også tror mit version2indlæg bærer præg af - håber at intentionen kom igennem trods besværligheder.

Etiketter: , , ,


tirsdag den 26. juni 2007

Sæt it på dagsordenen

En af mine medbloggere på version2, Jesper Laisen, har skrevet om at teknologirådet indkalder til gode forslag til hvilke projekter de skal have på dagsordenen i 2008.

Her kan jeg jo kun opfordre til at man foreslår projekter med en it-vinkel, så vi kan få sat it på dagsordenen!!! Det kan jo være mange ting: it i undervisning, it-forskning, it i hverdagen, it-videnscenter, it-formidling og mange andre er det som jeg har overvejet, men alle kan jo komme med deres indspark.

Etiketter: ,


onsdag den 20. juni 2007

Invitation til fredag

Husk nu at DAIMI holder åben eftermiddag på fredag kl. 13. Jeg håber der kommer en masse besøgende, hvilket jeg også har skrevet lidt om på min blog på version2.

Etiketter: ,


mandag den 18. juni 2007

Den nye it-bachelor i Århus

Som tutor gennem mange år er jeg lidt spændt på at se hvor mange der starter på datalogiuddannelsen her i Århus efter sommerferien. Sidste år så vi jo en træls udvikling, hvor antallet af ansøgere faldt betydeligt.

Nu er der så kommet en ny it-bachelor med 3 specialiseringer, hvor den ene kan føre videre til en kandidatuddannelse i datalogi. Det kan måske tiltrække nogle flere studerende, selvom jeg nu selv ville foretrække den gamle uddannelse - hvilket ikke vil sige, at jeg ikke gerne ville tage et kursus i it-innovation og hvad kurserne ellers hedder på den nye bachelor :-).

Jeg har skrevet lidt mere om uddannelsen i mit tredje indlægmin blog på version2.

Etiketter: ,


lørdag den 16. juni 2007

Andet indlæg på v2

Så blev det tid for mit andet indlæg på version2 - det handler om positive forbilleder og det er jo et emne jeg har dækket før dog kun med fokus på kvindelige forbilleder.

Denne gang har jeg udvidet det til at handle om forbilleder generelt, for vi skal jo ikke kun tiltrække kvinder til faget, men generelt flere mennesker - hvide, sorte, grønne, gule osv. af hvilket som helst køn :-).

Etiketter:


tirsdag den 8. maj 2007

Prisen for åbne standarder

version2 i øjeblikket diskuteres der heftigt en udregning lavet af Rambøll der siger at det vil være dyrere at indføre ODF end at indføre 2 standarder for dokumenter dvs. ODF og OOXML.

Der beregnes en konverteringsudgift ved at den brugte kontorpakke ikke understøtter ODF, men er det ikke en utroværdig præmis at Microsoft ikke vil understøtte ODF med deres kontorpakke, hvis den danske regering vælger ODF som eneste format? Og hvis de gør, skal vi så ikke gøre oprør mod at et enkelt firma holder vores dokumenter som gidsel?

Denne konvertering sjusses til at tage 10 minutter, hvilket giver et samlet tal på 180 millioner kr. som udgift ved at vælge ODF - hvis det tager 8 minutter vil udgiften kun være 148 millioner. Og hvad nu hvis det går hurtigere?

Det der virkelig undrer mig er at rapporten påstår at det er billigere at vælge både ODF og OOXML - hvordan i alverden kan det være billigere at understøtte 2 formater end 1?

Er der ikke nogen der vil forklare mig det? - den slags rapporter får mig til at føle mig meget dum, fordi den går imod min sunde fornuft.

Etiketter: , , , ,


søndag den 29. april 2007

Q.E.D.

Et af mine latinske yndlingscitater er "quod erat demonstrandum", som betyder noget i retning af "hvilket skulle vises". Da jeg startede på matematik brugte vi forkortelsen Q.E.D. i slutningen af alle beviser for at indikere at nu havde vi vist det vi ville og beviset var færdigt. For nogle år siden købte jeg faktisk domænet www.qed.dk, men jeg har aldrig fundet noget fornuftigt at bruge det til, så det står tomt.

I denne weekend skal jeg finde en 2 linjers beskrivelse af min kommende blog på version2.dk - det er utroligt svært især fordi jeg jo gerne vil gøre den generel uden at være intetsigende - i virkeligheden vil jeg nok bare gerne have noget, der får folk til at smile, når de læser det. Derfor har jeg gentænkt forkortelsen Q.E.D. - det bedste bud indtil videre er "Quinde Eller Datalog?" for at henvise til min indre kamp - "der eksisterer kvinder og der eksisterer dataloger, men der eksisterer da ikke kvindelige dataloger...", så må man jo være det ene eller det andet.

Dog er jeg lidt tilbageholdende med at fokusere på mit "feminine handikap" (ikke mine ord) i blogbeskrivelsen - mine bloglæsere skal jo nok opdage, at jeg er kvinde af sig selv. På den anden side vil mine blogindlæg også fokusere på IT-kvinder, og det er nok påvirket af, at jeg selv er en af dem, så måske er beskrivelsen ikke helt ved siden af.

Etiketter: , , , , , ,


onsdag den 25. april 2007

Poul-Henning Kamp vs. Jørgen Elgaard Larsen

Et fald fra stjernerne:

I dag læste jeg denne tråd i Poul-Henning Kamps blog på version2s side. Jeg har med interesse fulgt med i hvad Poul-Henning havde at sige siden jeg opdagede version2, men denne gang synes jeg, at han er gået over stregen.

Tråden er en diskussion af datalogers rolle i dokumentformatsdiskussionen, der raser i øjeblikket - jeg er datalog og har fulgt med i ODF/OOXML problemstillingen i et stykke tid, så selvfølgelig interesserer emnet mig. Derudover giver tråden også et billede af hvordan titlen "datalog" opfattes - både af andre IT-folk og af dataloger.

Poul-Henning Kamps kommentarer er desværre, hvad jeg vil kalde endnu et godt eksempel på at folk ikke skriver pænt og konstruktivt til hinanden i blogosfæren, men det må du selv læse, hvis du er interesseret. Jeg henviser til kommentarerne omkring Microsoftmanden Rene.

Til gengæld fandt jeg også en superhelt i tråden: Jørgen Elgaard Larsen fra IT-politisk forening - jeg er imponeret over hans klarsyn og jeg lærte helt sikkert noget om ODF/OOXML problemstillingen. Sådan skal det gøres!

Etiketter: , , , , ,


mandag den 19. marts 2007

Feeds

Der er ingen tvivl om at det er sundt at følge med i sin omverden også for dataloger, så her er lige et par af mine yndlingsfeeds, som jeg trofast følger med i:

Jeg læser børsen dagligt. Det er utroligt interessant at følge med i forretningsverdenen, især i forhold til hvilken virksomhed der køber hvilken, hvilke nye produkter, der har succes, hvilke tendenser der er i de forskellige markeder og så videre. Man kan finde børsens nyhedsfeed på:
http://borsen.dk/services/newsfeed/rss/

Jeg får mine daglige nyheder fra: DR, TV2, Jyllandsposten, Politiken, Berlingske Tidende og Ekstrabladet og Information. Disse feeds kan findes her:
http://www.berlingske.dk/rss/senestenyt.xml
http://www.dr.dk/nyheder/service/feeds/allenyheder
http://www.ekstrabladet.dk/seneste10.rss
http://www.jp.dk/rss
http://politiken.dk/rss/senestenyt.rss
http://nyhederne.tv2.dk/rss/nyhederne.xml
http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/rss/Information.xml

Mine tekniske nyheder får jeg så mange steder fra, at jeg ikke gider nævne dem alle i dag, men jeg har valgt nogle få gode ud:
Computerworld, IBM DeveloperWorks, Newz.dk, Ingeniøren, Version2 og Slashdot, som alle kan findes her:
http://rss.asdf.dk/ing.rss
http://newz.dk/rss/
http://www.version2.dk/feeds/nyheder
http://rss.slashdot.org/Slashdot/slashdot
http://www.computerworld.dk/rss/all
http://www-128.ibm.com/developerworks/news/dw_dwtp.rss

Dette er efter min mening de vigtigste feeds at følge med i.

Derudover følger jeg med i nogle nørdede tegneserier, nyheder fra DAIMI, udgivelseslisten for datalogiske bøger på Roskilde Universitetsbibliotek (fordi jeg kan), tvprogrammet HARDDISKEN og nogle få podcasts.

Det hele lyder som en del, men med en feedreader i hånden behøver man jo kun at læse overskrifterne indtil man finder noget man gerne vil nærlæse.

P.S. Du kan jo også vælge at følge med i de to feeds som jeg stiller til rådighed.
Feedet fra min blog:
http://feeds.feedburner.com/TheresesBlog
og feedet om de nyheder, som jeg synes er interessante:
http://www.google.com/reader/public/atom/user/12119807786478415524/state/com.google/broadcast

Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , , ,


SOA artikel med forretningsfokus

Da jeg læste version2's artikel "SOA's missing link: forretningen" blev jeg virkelig glad. Jeg har længe haft diskussioner med mine venner om hvad SOA i virkeligheden er og denne artikel udtrykker vores uenigheder meget godt. SOA er mere end en ting!

Jeg har flere gange siddet tilbage med en underlig fornemmelse i maven, når jeg har været til et SOAforedrag og foredragsholderen kun fokuserede på teknologiperspektivet af SOA. Det er efter min mening en fejl, fordi SOA ikke rigtigt er noget nyt uden vi fokuserer på forretningsdelen af SOA. Det er selvfølgelig overhovedet ikke min boldgade som datalog, men for at forstå konceptet SOA er man bare nødt til at acceptere at forretningsaspektet er uundværligt.

I artiklen citeres Gary Doucet for at definere 2 slags SOA: serviceorienteret forretnings(business)arkitektur (SOBA) og serviceorienteret teknologiarkitektur (SOTA) og disse begreber mener jeg også, at det er vigtigt at skelne imellem. Det letter de fleste diskussioner, at man er sikker på, at man snakker om det samme aspekt af SOA.

Anbefalelsesværdig artikel, som du kan finde her: http://www.version2.dk/artikel/1754

Etiketter: , , , , , ,


*/