/* Thereses blog

Thereses blog

The life of a female computer science student.

fredag den 1. august 2008

Bryllupskuller

Alt handler om bryllup for tiden - af gode grunde for om en uge fra nu er jeg blevet gift! Vildt. Det er jeg da slet ikke gammel nok til :-).

Jeg har endnu ikke fået bryllupskuller. Jeg synes, vi har ganske godt styr på tingene og jeg har godt nok lidt kriller i maven, når jeg tænker på alt hvad der skal ske på fredag, men jeg er endnu ved mine fulde 5 - i hvert fald lige så meget som jeg plejer.

I onsdags holdt vi prøvemiddag på Norsminde kro og maden var fantastisk! Jeg er fuldstændig tryg ved at kokken dernede nok skal få os godt igennem den del af brylluppet. Maden var faktisk noget af det bedste jeg nogensinde havde smagt selv om jeg aldrig ville have troet at de forskellige dele passede sammen. Der skal nok være nogen der får nogle nye smagsoplevelser på dagen.

Tøjet er der også styr på - og jeg elsker min kjole! Den hentede vi også i onsdags og den passede heldigvis; den var ellers købt, så jeg lige skulle nå at tabe 3 kg - men det har jeg så også gjort.

Frisøren og jeg havde en prøvesession sidste fredag, og selv om vi blev enige om noget lidt utraditionelt, så er jeg også ganske tryg ved hendes evner.

Bandet og hyggepianisten skal vi lige have fat på igen for at få de sidste detaljer på plads, men dem har jeg hørt før og jeg var fuldstændig vild med dem. De hedder Hack Pack og de spillede til
TÅGEKAMMERETS 50 års jubilæum; J-50. Jeg dansede hele natten på meget ømme fødder.

Det dårlige er, at det eneste vi ikke har helt styr på er bryllupshjemmesiden, men det vigtigste er da kommet på. Vi har godt nok aldrig rigtig fået skrevet en ønskeseddel, men vi ønsker os jo heller ikke rigtigt noget... Lejligheden er alligevel for lille til at vi kan slæbe flere ting ind i den. Jeg ville helst ønske mig oplevelser - rejser, weekendophold og ture ud med vennerne, men det er nok lidt svært at give som gave. Min veninde Tenna har dog udført konceptet - af hende får vi 2 sange til brylluppet. Hun skal optræde sammen med bandet og hun skal synge lige efter/under vielsen. Det glæder jeg mig til :-).

Vielsen er der også styr på - vi har lokket en borgmester ud til Norsminde kro og det hele kommer (hvis vejret tillader det) til at foregå i haven. Vi har dog lejet et ekstra lokale som backupplan.

Nu mangler vi vist kun at lave bordkort (bordplanen er klar) og huske at be' gæsterne om at have et digitalkamera med, så de kan tage nogle billeder - vi har nemlig ikke bestilt en fotograf. Nu er det bestemt ikke fordi vi er sparsomme, at vi ikke har bestilt en fotograf, men vores holdning er at dagen sikkert er alt for kort alligevel og så vil vi ikke bruge tiden væk fra vores gæster for at få taget nogle billeder. Så hellere vente med billederne til en anden dag eller bare få de sjove som gæsterne tager. Vi har USB-sticks som vi så udleverer, så gæsterne kan give os billederne på en nem måde.

Jeg skal også lige have gået mine bryllupssko lidt til, men ellers føler jeg mig ret klar til selve dagen. Jeg skal ikke holde tale til gommen for det kan jeg alligevel ikke gøre uden at stortude, så jeg har heldigvis ikke nogen tale at skrive - modsat kæresten, som vist er lidt nervøs.

Og efter brylluppet kommer bryllupsrejsen... fantastisk!

Etiketter:


mandag den 28. juli 2008

Kærlighedserklæring - jeg er alt for sentimental

Efter jeg læste, at Randy Pausch var død, fandt jeg et par interviews med ham på Youtube og hørte dem. Og så bliver jeg virkelig sentimental og fik også fældet en tåre. Time har fremstillet forholdet mellem Randy og hans kone Jai, som en stor kærlighedshistorie og det fik mig til at holde lidt selvransagelse.

Mit bryllup skal stå om 11 dage, og jeg fik lyst til at fortælle min kæreste, hvor meget jeg elsker ham (også selv om jeg håber, han ved det). Randy henviste til sin yndlingssang i et af disse interviews og set med øjnene fra en døende mand, er det virkelig den ultimative sang. Og teksten er tankevækkende under alle omstændigheder. I får lige musikvideoen og teksten her:



If I could save time in a bottle
the first thing that I'd like to do
is to save everyday till eternity passes away
just to spend them with you

If I could make days last forever
if words could make wishes come true
I'd save everyday like a treasure and then
again I would spend them with you

But there never seems to be enough time
to do the things you wanna do
once you find them
I looked around enough to know
That you're the one I wanna go through time with

If I had a box just for wishes
and dreams that had never come true
the box would be empty except for the memory of how
they were answered by you

But there never seems to be enough time
to do the things you wanna do
once you find them
I looked around enough to know
that your the one I wanna go thru time with


Min umiddelbare tanke efter at have læst teksten var, at jeg måske kunne bruge teksten som et citat i min bryllupstale til min kommende mand, men fordi jeg helt sikkert ville tude mig igennem den, så tror jeg ikke jeg holder en tale til brylluppet. Jep - jeg er alt for sentimental. Det kan jeg ikke lave om på.

Etiketter: ,


søndag den 18. maj 2008

Vores fremtid er rejser...

Alt det her bryllupshalløj har virkelig sat tankerne i gang omkring vores fremtid. Der er en ting som er vigtig for os begge og det er muligheden for at rejse ud og se noget af verdenen og gerne gøre det ofte og mange forskellige steder (noget vi ikke har gjort så meget i indtil nu). Derfor har vi besluttet os for at ønske os lidt rejseinspiration i bryllupsgave i form af et abonnement på et rejsemagasin enten på dansk eller engelsk. Vi kender dog ikke rigtig nogle gode rejsemagasiner, så gode forslag modtages gerne.

Lørdag var vi forbi DSB-kiosken og købte første testmagasin i form af Conde Nast Traveller - og den er ikke dårlig, men hold op, hvor er der mange reklamer. Det er jo artiklerne om rejsemålene, der er det interessante, så hvis man kunne finde et blad med enten flere spændende sider eller færre reklamer...?

Sig til hvis du kender nogle gode muligheder - og gerne et blad som både dækker solrejser og storbyferie.

Etiketter: ,


mandag den 31. december 2007

Hvad vil 2008 bringe?

Her på årets sidste dag inden champagnepropperne springer, er det tid til lidt navlepilleri fra min side.

Jeg kan se tilbage på et 2007, som ændrede meget for mig. Jeg er næsten færdig med mit studie (et år kan hurtigt gå), og derfor er jeg begyndt at kigge videre og overveje, hvad jeg vil bagefter. Jeg har ikke helt vænnet mig til tanken om at blive færdig, men i 2007 begyndte mine arbejdsopgaver udenfor studiet at bliver rigtig interessante og derfor har jeg vænnet mig til tanken om at studiet på et tidspunkt ikke længere skal være omdrejningspunkt for min verden :-). Forhåbentlig vil 2008 give endnu flere arbejdsopgaver af den rigtige kaliber. Jeg har et mål om at komme til at arbejde mere med blogs i 2008 og indtil videre er udsigterne gode. Jeg har en jobsamtale i starten af januar, så det nye år har potentiale.

2007 var året hvor jeg begyndte at blogge. Jeg har nu blogget i ca. 9 måneder og i den tid er jeg "gået professionel". Et af mine fritidsjob er at skrive blogindlæg til it-avisen version2. Jeg ser rigtigt meget potentiale i version2 og der er ingen tvivl om at det job har åbnet døre for mig. Det har ført til flere jobtilbud, fornøjelsen af gode bloggerkolleger, en nominering til e-jour prisen og jeg bliver genkendt "på gaden" (har endda mødt en som kunne citere et af mine blogindlæg). Efter at jeg tog beslutningen om at satse på at blogge har jeg besluttet at skrive speciale om blogs og her i slutningen af 2007 startet en blog "Om blogs". Der er også planer for at denne blog skal redesignes (lyserød er trættende i længden og forandring fryder) og at bloggen skal deles i to; En seriøs/faglig del og en "for sjov" del. Nu må vi se hvad det bliver til.

Blogs var noget af det jeg opdagede i 2007. Ikke bare som blogger, men også som læser. Jeg læste også blogs før 2007, men i år har det eskaleret. Jeg vil slet ikke fortælle hvor mange blogs jeg følger med i via min feedreader udover nyheder og andet godt. Det er skræmmende som jeg er blevet informationsjunkie.

2008 kommer til at bringe et bryllup. På vores tur til New York i år gik kæresten på knæ og jeg sagde ja. Det var så absolut højdepunktet i 2007. Det gælder faktisk hele turen til New York. Desværre er bryllupper dyre, så der bliver ingen tur til USA i år, men det vil helt sikkert blive mit nytårsforsæt alle år herefter - at tage tilbage til New York. I år går turen til en græsk ø - vi fik et usædvanligt godt tilbud fra et rejseselskab og kommer afsted 2 personer for 4000 kr. i en uge. Det kan der lige blive råd til.

En af de ting jeg var rigtig glad for at deltage i i 2007 var it-campen for piger. Det er blevet en mærkesag for mig at hjælpe med at udbrede kendskabet til, hvor godt det er at arbejde i it-branchen. Og så forsøger jeg at sikre mig flere kvindelige kolleger i fremtiden. Det er dog ikke sikkert at jeg får tid til at deltage som arrangør igen i 2008 - nu må vi se hvad fremtiden bringer. Jeg vil ikke brænde nogen broer, men samtidig kan jeg se på de tilbud jeg har fået i den sidste tid, at der er nok at tage sig til, som også er gode formål og samtidig bedre lønnet, mere interessant og rettet mod min karriere.

Dette år var også det sidste jeg havde som tutor. Der er slet ingen tvivl om at jeg har lært meget af at deltage i introduktionen af de nye studerende og at det faktisk er nogen af de organisatoriske og sociale evner jeg har haft brug for i mine jobs. De sidste to år har jeg kun deltaget i det praktiske arbejde omkring tutorjobbet og ikke haft en rushold. Jeg har trappet ned, så det forhåbentlig bliver nemmere at undvære. Det er nu stadig lidt trist for jeg føler jeg har meget at bidrage med til de nye studerende.

Nu bliver det endnu mere sentimentalt ;-). Jeg vil også se tilbage og være taknemmelig for at min familie og mine venner har haft det godt i 2007 og krydse fingre for at de har det godt i det kommende år. Omgangskredsen trives og den er blevet kraftigt udvidet i 2007 med flere mennesker udenfor universitetsverdenen.

2008 er året hvor jeg starter på mit speciale og forhåbentlig er 2008 året hvor jeg afleverer mit speciale. Hvis ikke så skal det senest være i januar 2009. Det er planen.

Mine nytårsforsætter er meget traditionelle. Det forestående bryllup giver mig motivationen for at tabe mig 2-5-10 kilo inden august på en sund måde. Jeg vil være sund, veltrænet og køn, når jeg nu allerede har alt andet kørende for mig ;-).

Et andet nytårsforsæt er ikke at holde op med at ryge (for jeg har aldrig røget), men så må det jo blive ikke at starte med at ryge. Jeg forventer ikke at det bliver svært.

Istedet har jeg et nytårsforsæt som jeg forventer bliver svært; jeg vil gerne finde ud af hvor jeg gerne vil hen med min karriere. Lige nu er der så mange muligheder at jeg bliver lidt forvirret over hvor jeg er på vej hen - jeg vil have kontrollen tilbage og være bevidst om hvordan mine beslutninger passer med det resultat jeg gerne vil opnå. Desværre står det ønskede resultat ikke helt klart for mig endnu. Nåh ja, jeg har hele 2008 til at finde ud af det.

Det var vist det. Jeg har ellers tænkt meget over hvilket blogindlæg man kunne skrive på den sidste dag i 2007 og skrevet et blogindlæg om det på min blog om blogs. I det indlæg foreslog jeg blandt andet at man kunne kåre nogen/noget som det bedste i 2007. Derfor vil jeg gerne kåre min kæreste Poul til at være den bedste kæreste i 2007, min familie til at være den bedste familie i 2007 og denne blog til at være den mest aktive blog jeg har haft i 2007.

Jeg foreslog også, at man skulle gætte på hvad 2008 byder på; Jeg vil gerne spå at 2008 bliver året hvor jeg bliver gift, finder ud af hvad jeg vil med min karriere og får umådeligt travlt. Det er alle kvalificerede gæt, som bygger på stor empirisk erfaring indenfor området ;-).

Jeg vil ikke lave en "best-of" Thereses blog her på årets sidste dag, men bare henvise til den top 10 jeg lavede i september, da bloggen fyldte ½ år. Google Analytics påstår godt nok at mit mest læste indlæg i år er det jeg skrev d. 1 december om ElfYourself, men den top 10 jeg lavede i september indeholder vist alligevel mine favoritter. I samme boldgade som ElfYourself vil jeg dog lige nævne ScroogeYourself for dem som ikke er glade små nisser. Jeg havde desværre ikke nogen billeder af mig selv, hvor jeg ikke smilede. (ScroogeYourself er lidt ustabil og kræver til tider flere refreshes af siden inden den loader ordentligt.)

Så er der kun tilbage at ønske mine bloglæsere et godt og spændende nytår! Og hvis du mangler lidt inspiration til nytårsaften, så kan du jo tage et kig på de drinkskort jeg har lavet.

Godt nytår!!!

Etiketter: , , , , , , , , , , , ,


torsdag den 12. april 2007

Helena skal giftes!!

Min bedste veninde Helena skal giftes i september!

Det er helt fantastisk og selvom der selvfølgelig ikke er nogen mænd, der er gode nok til min bedste veninde, så vil jeg mene, at Jeppe er meget tæt på :-).

Nu er det så bare at få tiden til at gå indtil den store dag - men mon ikke Helena har nok forberedelser at tænke på?

Hun behøver nok ikke denne progress bar til at fortælle hende at tiden går. Men den er lidt cool, så den kommer med i indlægget alligevel :-). Du kan jo kigge i min margin og finde den countdown jeg har til Helenas bryllup og prøve værdierne i denne progress bar :-).


Og så kan vi jo se på at tiden går:

Etiketter: ,


*/