Mail nr. 9

Torsdag 15 september 2005

Kære alle jer dejlige mennesker hjemme i det vidunderlige land

Jamen hvor er det dog længe siden jeg har skrevet sidst. Det er egentligt ikke fordi der er sket så frygtelig meget, måske er det ved at blive lidt hverdag for mig her i Thule. Og så alligevel - noget er der da sket.

Solnedgang
Solen er begyndt at gå ned og det bliver mørkt om natten nu. Der er nogle rigtig flotte solnedgange, og i det hele taget er himlen tit meget smuk. Jeg har prøvet at tage nogle billeder af den, men det bliver aldrig helt godt synes jeg i hvert fald ikke så dejligt som det ser ud i virkeligheden. Skyerne er tit meget specielle og i dag var der de fedeste striber hen over himmelen. Og i går var der trukket de blideste tyndeste striber. Det er sjovt at skyerne opfører sig på den måde synes jeg, og jeg får helt lyst til at finde ud af hvorfor de gør det. Folk siger at sådan er det på Grønland, himmelen er bare smuk og det er jo dejligt.


Tynde skyer
Det har også sneet, men det er som om sneen tager tilløb. En dag er der sne på basen og det hele ser hvidt ud omkring os, der er sjap og mudder. Og den næste dag skinner solen og al sneen er væk. I går var der fx storm og sne og i dag har det været det dejligste solskin. Det er nu ved at være lidt koldt nu, i hvert fald kan jeg ikke længere stå og måle uden for i T-shirt. Men man kan stadig sagtens lige stå lidt ude uden at det bliver alt for koldt.

Funky skyer
I dag begyndte stormsæsonen. Det betyder at man ikke må forlade basens område uden at melde det over specielle radioer og gør man det skal man have specielt fase udstyr med. Faseudstyret består af en Parka, det er nærmest en Thulepjækkert, nogle bukser der hedder jernbukser, specielle sko og handsker og endelig en ansigts maske. Selvom vi kun skal være kort tid i stormsæsonen skal alle have det udstyr og da alle vores arbejdsområder ligger uden for basen, skal dumperchaufførerne melde sig ind og ud hele tiden. Man skal melde når man forlader basen, når man ankommer til det sted man skulle, når man forlader det sted og når man kommer ind på basen igen. Det betyder at når chaufførerne kører med sten fra stenbruddet og ud til kysten skal de kalde op 8 gange. Det er fuldstændigt sindssygt. Men det er jo af sikkerhedsmæssige årsager, men når solen skinner hele dagen og der er havblik virker det godt nok for overdrevet. Men okay det er jo amerikanere og at det tilmed er militær gør det nok ikke mindre firkantet.

Vandfaldet
Jeg har ude ved vandfaldet sammen med Annemette, det var hende jeg også var i Alert med. Det er bare et lille bitte vandfald og det var lidt en kamp for mig at overtale Annemette til at tage med fordi hun havde tømremænd og mest havde lyst til at ligge i sofaen, men jeg fik hende med. Vandfaldet ligger ude ved søen hvor jeg havde Banik, den lille hund, med. Annemette lå på de sorte varme skiffer sten, mens jeg byggede dæmninger og sørgede for at ordne vandfaldet så det løb meget bedre. Jeg havde jo selvfølgelig lidt en plan om at jeg ville bade i vandfaldet og var også ude og soppe i det. Men det var nu lidt koldt alligevel så noget smeltevand.

Vi er blevet gode veninder, Annemette og jeg, og det er enormt dejligt at have fundet en heroppe som jeg virkelig snakker godt med så på en måde er det trist at jeg skal hjem herfra for jeg kan faktisk rigtigt godt lide at være her. Jeg kender allerede så mange mennesker her og føler mig helt hjemme. Men jeg savner også Århus, også kendt som den bedste by i universet, og glæder mig så meget til at komme hjem. Gå ned i Paradis og købe is, gå på Coffee n´ silver og få en bette øl og bare hænge lidt ud. Sidde på brandtrappen med et par tæpper og se på solen der går ned. Nogle dage har Swaage, han er et af de søde mennesker jeg bor med der hjemme, sat sit webcam op ude på brandtrappen, så er det næsten som at være hjemme og alle der har været forbi mit kontor den dag er blevet tvunget til at se mit eget lille paradis…Nå pyha der var da lige en der blev lidt hjemves agtig.

Skiffer på Dundas
Jeg har også fået besteget Dundas, det er et lille bjerg der har en lidt sjov facon og vel nærmest er en slags vartegn for Thule. Det er på masser af de billeder jeg har sendt tidligere, men på billedet her kan man se hvor stejlt det egentligt er. Det er kun det sidste stykke hvor der er reb og vejen før rebet og også stejl, men ikke så stejl som her. Det er sjovest at gå ned fra Dundas der er ligesom en masse små stykker skiffer og dem hopper man så ned i. ”Skiffer surfing” kalder man det og jeg synes det er mægtigt sjovt. Men det var meget hårdt at gå op ad bjerget og jeg blev frygtelig forpustet, så jeg besluttede mig for at holde med at ryge og begynde i fitness centeret. Så nu kommer jeg der hver anden dag. Man kan få personlig træner heroppe helt gratis og få målt fedt procent og taget alle mulige fancy tests. Det har jeg dog ikke fået, men jeg kommer troligt hver anden dag der over og laver et eller andet workout, det her jeg gjort de sidste tre uger, så jeg synes selv at jeg er ret dygtig. Jeg har også lavet en maddagbog. Det er hvor man skriver op i 4 dage alt hvad man spiser og drikker og hvad tid man gør det. Så laver de en kost plan til en eller giver ideer til hvad man kan ændre for at tabe sig, for det er vist ikke lige hvad jeg har gjort her oppe. Ups, det var ellers planen at jeg skulle tabe mig 10 kilo, men det kommer vist ikke til at ske. Men det er lidt træls, for i tirsdags lukkede de centeret, og jeg som lige var blevet til en fitness pige. Tsk tsk, men det går nok, jeg har fået lov til at bruge nogle maskiner der står over i bygningen overfor mig. Det er der hvor Kevin, T og Abryon bor. Ja også selvfølgelig en masse andre. Men jeg har nu ikke været derover i går så den der hver anden dag er trænings dag passer ikke længere. Øvøvøv.

Nå ja hvad har jeg ellers lavet, jeg har været ude ved ishulerne. Det er nogle huler der er lavet ind i isen af smeltevandet når det kommer ned fra indlandsisen. Først var jeg inde i en lille hule og tænkte nå var det det, men så gik jeg lidt videre og så var der ligesom en lille åbning i et andet stykke is. Der kravlede jeg ind, og gik lidt og lige pludselig var jeg i en stor hule, der kom lys ind fra et sted i loftet hvor isen var gået i stykker og man kunne hører brag fra når isen faldt ned længere inde i hulen så det var lidt farligt og jeg turde ikke gå helt ind i hulen. Jeg var derude sammen med Kevin, men han var gået ud for han synes det alt for creapy når man kunne høre de brag.

Lige før tænding
Desuden har jeg endelig fået lov til at tænde lunten til en sprængning, så nu kan i sammen med pilot og lam i hovedet til at kører bil, begynde at kalde mig for sprængningsmester. Det var en sprængning med 800 kg dynamit, så det var bare en lille en, men jeg synes det var meget sejt. Det var syret fordi jeg skulle bruge en lighter og det blæste ret meget så jeg var nødt til søge læ under Jons jakke. Jon er den rigtige sprængningsmester. Lunten jeg skulle tænde var 2,5 meter lang og den brænder 0,5m i minuttet, så efter jeg havde tændt havde vi fem minutter til at komme væk.
Bang!
Vi kørte lidt væk og derfra fik jeg én hel billede serie fra sprængningen.
Og hvad så med arbejdet, tænker de folk der interesser sig for sådan noget, hvordan går det med det. Egon tager hjem på næste torsdag, fordi han skal til en retssag om et andet projekt. Så skal jeg blive her og ordne det sidste og lukke ned. Det er da lidt sjovt synes jeg. Vi er meget tæt på at være færdige, men alligevel er der masse af praktiske ting som der skal ordnes. Hæ hæ, jeg synes det er fedt at få lov til. Så snart kan i også kalde mig for site manager, bare lige fordi jeg er begyndt at samle på titler.

I søndags var jeg oppe i community centeret sammen med Annemette. og spille på spillemaskiner Jeg spillede sådan et skydespil der er helt vildt fedt. Det registrere hvor man er og man skal gemme sig bag biler og skilte og dukke sig. Nå men fordi jeg gik så meget op i det og spillede det i halv time var jeg total smadret i mine lår både mandag og tirsdag fordi jeg havde være nede i knæ så mange gange. Egon drillede mig hele mandag og da han blev ved tirsdag, sagde jeg til ham at så måtte han selv tage med der op og prøve det. Så tirsdag var vi oppe og spille skyde spil og bagefter tog vi en omgang golf i golfsimulatoren. Jeg er godt nok ikke helt så smart til det golf, men Egon er ret god, tror jeg, ikke at jeg er i nogen position til at kunne vurdere det, men anyway han hjalp mig. Men helt smart til det golf tror jeg nu ikke lige jeg bliver. På lørdag er der den sidste udendørs golfturnering her på basen for i år. Der er jo to golfbaner, en her på selve basen og en oppe på Dundas. Det er selvfølgelig ikke med græs men der er flag og huller. Bare ikke oppe på Dundas, der er det ligesom sådan nogle små indhegninger af sten man skal ramme.

Jeg ved ikke om jeg har skrevet om vores lille båd, men vi har en båd heroppe, desværre er den aldrig kommet i vandet og det synes jeg jo er frygtelig synd for den. Derfor har jeg skrevet et eventyr om den og sendt det til Pitufikk news. Det kunne jo være meget sjovt hvis den lille historie blev trykt der, så kunne jeg jo også blive forfatter. Hold da op der er jo snart ingen grænser for mig.

Nå men jeg vil stoppe nu, hov jeg glemte da helt at sige hvornår jeg kommer hjem. Det gør jeg den 5 oktober, så reger jeg med at få lov til at få et par ugers ferie i Århus, det har jeg i hvert fald skrevet til min chef, men han har ikke rigtigt kommenteret det så jeg ved ikke helt hvordan og hvorledes.

Kan i have det dejligt alle sammen

Kys knus og kærlig hilsen
Christine
Pilot, lam i hovedet til at køre bil, fitnesspige, sprængningsmester, site manager, og forfatter.