Mail nr. 10

28 september 2005

Kære alle i dejlige søde mennesker derhjemme

Fuldmåne
Ja så er jeg snart på vej hjem igen. Når jeg tænker tilbage har tiden egentligt gået ganske hurtigt og der er sket så meget. Nogle dage ville jeg ønske jeg lige havde tre uger endnu her og andre gange er det bare rart snart at skulle hjem. Men om en uge er det altså hjem, jeg skal flyve fra Thule kl. 10:10 (Thule tid) og lander så I København 20:00 (dansk tid) og tager videre mod Århus 21:10, og endelig kommer jeg hjem til Århus 21:45.

Nå men hvad er der så sket siden sidst, jo jeg har da selvfølgelig fået mig endnu en titel, jeg er simpelthen blevet dumperfører. Det var ret sjovt og lidt vildt at køre den dumper, det er den største af dem vi har heroppe jeg kørte i. Når

Lille pige - stor dumper
man kører i sådan en dumper er det hele førerhuset der drejer når man drejer, så det er meget shaky især når man oveni købet kører rundt i det terræn som vi gør her oppe. Det er ret belastende for nyrerne og det er godt jeg har prøvet det for så fik jeg også lidt en idé om hvor lidt man egentligt kan se omkring sig oppe fra sådan en maskine.

I søndags var jeg i kirke, jeg havde bestemt mig for at det skulle jeg da prøve heroppe. Men alle de andre søndage har jeg sovet når det var kirke tid, men i søndags vågnede jeg så jeg kunne nå det. Det var meget hyggeligt at prøve og man startede med at hilse på alle og sige godmorgen. Så var der lidt sang og dem der var der for første gang fik en mønt. Så var der prædiken, egentlig en meget fornuftig en der handlede om at det at tro på Gud, ikke var noget med at følge regler og sådan noget. Så var der sang igen mere salme-agtigt. Bagefter kunne man sige hvis der var noget eller nogen man gerne ville have bedt for og det var der mange der gerne ville. Til sidst var der sang igen og så nadver for dem der ville det.

Det er noget de har i Air Forcen med de mønter. Alle de forskellige afdelinger på baserne har deres egen mønt. Og så bytter de med hinanden og give dem af forskellige grunde. Når man tager over til Head Quarters for at besøge nogle af de amerikanerne, der arbejder der, kan man se at de har alle deres mønter stående på deres skrivebord. Så kan man se hvor de har været henne og hvem der har givet dem mønter. Jeg har også fået en anden mønt af en der hedder Steve, han er en jeg også snakker meget med. Han er commander for support SQ. Det er faktisk ham

Foxy
heroppe som der modtager alle de rapporter som vi aflevere om projektet. Amerikanerne skal hele tiden have deres mønt med sig, og hvis en eller anden i klubben tager sin mønt frem og slår den i bordet skal alle andre tages deres mønt frem og banke den i bordet. Hvis der så er en der ikke har sin mønt skal han give drinks til alle, hvis der ikke er nogen der har glemt deres mønt skal den der startede give drinks. Hver fredag og lørdag i klubben så banker de med mønterne men det er næsten altid den der startede der kommer til at give for de er alle sammen meget glade for deres mønter. Og mange af dem er også rigtigt pæne.

Jeg har også mødt Foxy, det er den sødeste lille ræv som Jon, Sprængningsmesteren, er blevet venner med. Den bor oppe ved vores værksted der
Foxy Foxy
(film)
ligger oppe ved stenbruddet og hvis den er i nærheden kommer den når man fløjter. Jeg har givet den mad et par gange, men nu har vi aftalt at holde op for det er jo synd for den når vi lige pludselig er væk i næste uge. Men altså værre er det jo ikke for der er masser af mad på basen og den nye losseplads så at vi giver den lidt og når den nu er så sød…I dag da jeg var oppe i stenbruddet kom han løbende og trissede rundt omkring og da jeg så kørte ned mod vores værksted løb han efter bilen. Hvor er den altså sød, bare man kunne tage ham med hjem.
Foxy får mad

I fredags var jeg ude og lægge culverts, eller rør ned i grøften der hvor der skal gå vej ovenover. Jeg havde lejet en kran og så stod jeg dernede i hullet sammen med Einer og Antoni, vores mekanikere og tog i mod rørene og fik dem lagt på plads. Det er ret stor rør - 1 m i diameter og 4-6 meter lange. Det tog et par timer og var ret koldt, og jeg fik kæmpe blå mærker på mine ben fordi jeg ligesom støttede imod med benene. Men endelig fik vi rørene ned, strammet dem sammen og dækket hullet til igen.

Egon er taget af sted i torsdags og siden har jeg jo så skulle lave de ting han plejer at lave. Der er meget at lave og det har været nogle lange dage med mange ting at tage stilling til. Men jeg lærer meget af det og det er jo godt. Folkene vi har her er meget søde og venlige og i aften skal vi alle op I klubben og have et par øl. I morgen tager de fleste nemlig hjem og projektet er meget tæt på færdig. Det er blevet rigtigt flot det hele og der mangler kun lidt afpudsning og oprydning, det skal vi nok nå. I morgen skal jeg have Final Inspection sammen med bygherrerådgiveren og muligvis en fra Air Forcen.

Kystsikringen
Og I dag har jeg været ude at måle næsten hele projektet op så jeg kan lave As-Build tegninger af det hele. Det var meget kold for jeg skal jo stå stille mens der er en anden der render rundt med prismet. Jeg har været ude fra 10-17 og det bliver lidt koldt I længden når det er –7 grader så mine ben er helt røde af kulde. Så spørger man hvordan ved du det, ja det er jo så fordi at mine bukser er blevet så slidte at der er gået en lille flænge hen over låret. Faktisk har jeg smadret tre par busker heroppe, så det er da vist på tide at komme hjem, for udvalget af bukser her er altså ikke overvældende. Jeg havde ellers fundet et par oppe I BX’en, men de blevet fuldstændigt revet op bagpå en dag da jeg hoppede ned I en container. Egon og Jim som stod ved siden af synes det var mægtigt morsomt og det var det også fordi jeg stod der I en container og gjorde alt hvad jeg kunne for at Jim ikke kunne tage et billede af min lille mås. Ih altså…

Nå jeg vil slutte, det er lige begyndt at sne helt vildt… og jeg må heller komme af sted.

Kærligst
Christine